Ulven og gedekiddet af Æsops fabler

Ulven og gedekiddet

Der var engang et lille gedekid, hvis voksende horn fik ham til at tro, at han var en rigtig gedebuk, der var i stand til at klare sig selv. Så en aften da hans mor kaldte og flokken bevægede sig hjem fra græsgangene, havde det lille kid ikke travlt, men fortsatte blot ufortrødent med at spise af den friske sprøde græs. Lidt senere da han løftede sit hovede, var flokken væk.

Han var helt alene. Solen var ved at gå ned. Lange skygger krøb hen over jorden. En kølig vind kom krybende og lavede uhyggelige lyde i græsset. Det lille kid rystede da han kom i tanke om den forfærdelige ulv.

Så begyndte at løbe hen over marken i mens han brægede efter sin mor. Men ikke halvvejs over marken, nær en klynge træer, der stor ulven!

Det lille kid vidste, at der var meget lidt håb for ham.

"Vær enlig, Hr. Ulv" sagde han rystende, "Jeg ved at du vil spise mig. Men først, vær sød at synge mig en sang, for jeg vil danse og være glad så længe som muligt".

Ulven kunne godt lide idéen om lidt musik inden den skulle spise, så han satte i med en glad sang og det lille kid hoppede og dansede rundt.

I mellemtiden bevægede gedeflokken sig langsomt hjemad. I den stille aftenluft blev ulvens sang båret langt. Hyrdehundene spidsede ørerne. De genkendte den sang ulve synger lige før et måltid og på et øjeblik vendte de om og løb for fulde fart tilbage til græsgangene. Ulvens sang stoppede brat og imens han løb, med hundene i hælene, kaldte han sig selv for et fjols for at have sunget for det lille kid, når han i stedet skulle have holdt fast i hans slagter håndværk.

Morale: Lad ikke noget holde dig fra dit mål