Den standhaftige tinsoldat af Hans Christian Andersen

den standhaftige tinsoldat
Résumé:

En tinsoldat med kun ét ben forelsker sig i en betagende danserinde. Han når ikke at betro sin kærlighed til hende før han ved et uheld falder ud af vinduet og bliver skyllet væk af regnen. Hvordan vil det gå med tinsoldaten? Vil han nogensinde møde sin kærlighed igen?

Annonce

Den standhaftige tinsoldat

Der var engang femogtyve tinsoldater, de var alle brødre, thi de var født af en gammel tinske. Geværet holdt de i armen og ansigtet satte de lige ud; rød og blå, nok så dejlig var uniformen. Det allerførste, de hørte i denne verden, da låget blev taget af æsken, hvori de lå, var det ord: "Tinsoldater!" Det råbte en lille dreng og klappede i hænderne; han havde fået dem, for det var hans fødselsdag, og stillede dem nu op på bordet. Den ene soldat lignede livagtig den anden, kun en eneste var lidt forskellig; han havde ét ben, thi han var blevet støbt sidst, og så var der ikke tin nok; dog stod han lige så fast på sit ene, som de andre på deres to, og det er just ham, som bliver mærkværdig.

På bordet, hvor de blev stillet op, stod meget andet legetøj; men det, som faldt mest i øjnene, var et nydeligt slot af papir. Gennem de små vinduer kunne man se lige ind i salene. Udenfor stod små træer, rundt om et lille spejl, der skulle se ud som en sø; svaner af voks svømmede derpå og spejlede sig. Det var alt sammen nydeligt, men det nydeligste blev dog en lille jomfru, som stod midt i den åbne slotsdør; hun var også klippet ud af papir, men hun havde et skørt på af det klareste linon og et lille smalt blåt bånd over skulderen ligesom et gevandt; midt i det sad en skinnende paillet, lige så stor som hele hendes ansigt. Den lille jomfru strakte begge sine arme ud, for hun var en danserinde, og så løftede hun sit ene ben så højt i vejret, at tinsoldaten slet ikke kunne finde det og troede, at hun kun havde ét ben ligesom han.

Annonce - historien forsætter under


"Det var en kone for mig!" tænkte han; "men hun er noget fornem, hun bor i et slot, jeg har kun en æske, og den er vi femogtyve om, det er ikke et sted for hende! Dog jeg må se at gøre bekendtskab!" Og så lagde han sig så lang han var bag en snustobaksdåse, der stod på bordet; der kunne han ret se på den lille fine dame, som blev ved at stå på ét ben, uden at komme ud af balancen.

Da det blev ud på aftnen, kom alle de andre tinsoldater i deres æske og folkene i huset gik til sengs. Nu begyndte legetøjet at lege, både at komme fremmede, føre krig og holde bal; tinsoldaterne raslede i æsken, for de ville være med, men de kunne ikke få låget af. Nøddeknækkeren slog kolbøtter, og griflen gjorde kommers på tavlen; det var et spektakel så kanariefuglen vågnede, og begyndte at snakke med, og det på vers. De to eneste, som ikke rørte sig af stedet, var tinsoldaten og den lille danserinde; hun holdt sig så rank på tåspidsen og begge armene udad; han var lige så standhaftig på sit ene ben, hans øjne kom ikke et øjeblik fra hende.

Nu slog klokken tolv, og klask, der sprang låget af snustobaksdåsen, men der var ingen tobak i, nej, men en lille sort trold, det var sådant et kunststykke.

"Tinsoldat!" sagde trolden, "vil du holde dine øjne hos dig selv!"

Men tinsoldaten lod, som han ikke hørte det.

"Ja bi til i morgen!" sagde trolden.

Da det nu blev morgen, og børnene kom op, blev tinsoldaten stillet hen i vinduet, og enten det nu var trolden eller trækvind, lige med ét fløj vinduet op og soldaten gik ud på hovedet fra tredje sal. Det var en skrækkelig fart, han vendte benet lige i vejret, og blev stående på kasketten, med bajonetten nede imellem brostenene.

Tjenestepigen og den lille dreng kom straks ned, for at søge; men skønt de var færdig ved at træde på ham, kunne de dog ikke se ham. Havde tinsoldaten råbt: Her er jeg! så havde de nok fundet ham, men han fandt det ikke passende at skrige højt, da han var i uniform.

Nu begyndte det at regne, den ene dråbe faldt tættere end den anden, det blev en ordentlig skylle; da den var forbi, kom der to gadedrenge.

"Se du!" sagde den ene, "der ligger en tinsoldat! Han skal ud at sejle!"

Og så gjorde de en båd af en avis, satte tinsoldaten midt i den, og nu sejlede han ned af rendestenen; begge drengene løb ved siden og klappede i hænderne. Bevar os vel! Hvilke bølger der gik i den rendesten, og hvilken strøm der var; ja det havde da også skylregnet. Papirsbåden vippede op og ned, og imellem så drejede den så gesvindt, så det dirrede i tinsoldaten; men han blev standhaftig, forandrede ikke en mine, så lige ud og holdt geværet i armen.

Lige med ét drev båden ind under et langt rendestensbræt; der blev lige så mørkt, som om han var i sin æske.

"Hvor mon jeg nu kommer hen," tænkte han, "ja, ja, det er troldens skyld! Ak sad dog den lille jomfru her i båden, så måtte her gerne være én gang så mørkt endnu!"

I det samme kom der en stor vandrotte, som boede under rendestensbrættet.

"Har du pas?" spurgte rotten. "Hid med passet!"

Men tinsoldaten tav stille og holdt endnu fastere på geværet. Båden fór af sted og rotten bag efter. Hu! hvor den skar tænder, og råbte til pinde og strå:

"Stop ham! Stop ham! Han har ikke betalt told! Han har ikke vist pas!"

Men strømmen blev stærkere og stærkere! Tinsoldaten kunne allerede øjne den lyse dag foran hvor brættet slap, men han hørte også en brusende lyd, der nok kunne gøre en tapper mand forskrækket; tænk dog, rendestenen styrtede, hvor brættet endte, lige ud i en stor kanal, det ville være for ham lige så farligt, som for os at sejle ned af et stort vandfald.

Nu var han allerede så nær derved, at han ikke kunne standse. Båden fór ud, den stakkels tinsoldat holdt sig så stiv han kunne, ingen skulle sige ham på, at han blinkede med øjnene. Båden snurrede tre fire gange rundt, og var fyldt med vand lige til randen, den måtte synke; tinsoldaten stod i vand til halsen og dybere og dybere sank båden, mere og mere løste papiret sig op; nu gik vandet over soldatens hoved, da tænkte han på den lille nydelige danserinde, som han aldrig mere skulle få at se; og det klang for tinsoldatens øre:

"Fare, fare, krigsmand!
Døden skal du lide!"

Nu gik papiret itu, og tinsoldaten styrtede igennem men blev i det samme slugt af en stor fisk.

Nej, hvor det var mørkt derinde! Der var endnu værre, end under rendestensbrættet, og så var der så snævert; men tinsoldaten var standhaftig, og lå så lang han var med geværet i armen.

Annonce - historien forsætter under


Fisken fór omkring, den gjorde de allerforfærdeligste bevægelser; endelig blev den ganske stille, der fór som en lynstråle gennem den. Lyset skinnede ganske klart og én råbte højt: "Tinsoldat!" Fisken var blevet fanget, bragt på torvet, solgt og kommet op i køknet, hvor pigen skar den op med en stor kniv. Hun tog med sine to fingre soldaten midt om livet og bar ham ind i stuen, hvor de alle sammen ville se sådan en mærkværdig mand, der havde rejst om i maven på en fisk; men tinsoldaten var slet ikke stolt. De stillede ham op på bordet og der nej, hvor det kan gå underligt til i verden! Tinsoldaten var i den selvsamme stue, han havde været i før, han så de selvsamme børn og legetøjet stod på bordet; det dejlige slot med den nydelige lille danserinde; hun holdt sig endnu på det ene ben og havde det andet højt i vejret, hun var også standhaftig; det rørte tinsoldaten, han var færdig ved at græde tin, men det passede sig ikke. Han så på hende og hun så på ham, men de sagde ikke noget.

I det samme tog den ene af smådrengene og kastede soldaten lige ind i kakkelovnen, og han gav slet ingen grund derfor; det var bestemt trolden i dåsen, der var skyld deri.

Tinsoldaten stod ganske belyst og følte en hede, der var forfærdelig, men om det var af den virkelige ild, eller af kærlighed, det vidste han ikke. Kulørerne var rent gået af ham, om det var sket på rejsen eller det var af sorg, kunne ingen sige. Han så på den lille jomfru, hun så på ham, og han følte han smeltede, men endnu stod han standhaftig med geværet i armen. Da gik der en dør op, vinden tog i danserinden og hun fløj ligesom en sylfide lige ind i kakkelovnen til tinsoldaten, blussede op i lue og var borte; så smeltede tinsoldaten til en klat, og da pigen dagen efter tog asken ud, fandt hun ham som et lille tinhjerte; af danserinden derimod var der kun pailletten, og den var brændt kulsort.

Andre historier fra Hans Christian Andersen

  • Fyrtøjet

    Fyrtøjet er et af de mest populære værker af HC. Andersen. En soldat møder en gammel heks på sin vej, og bliver bedst om at hente et fyrtøj...
    Læs Fyrtøjet
  • Lille Claus og store Claus

    Dette eventyr af H.C Andersen bruger humor og meget overdrivelse som virkemiddel. Store Claus er en rig storbonde med fire heste, hvorimod lille Claus er en fattig bonde...
    Læs Lille Claus og store Claus
  • Prinsessen på ærten

    En prins søger en prinsesse af gifte sig med. En kold og stormfuld aften banker en pige på døren, og påstår at hun er en prinsesse. De tror...
    Læs Prinsessen på ærten
  • Tommelise

    Tommelise er historien om en lille, bitte pige på størrelse med en lillefinger, som bor hos en ældre dame. En dag bliver hun kidnappet af en hæslig skrubtudse,...
    Læs Tommelise
  • Den lille pige med svovlstikkerne

    Det kendte eventyr fra H.C. Andersen om den lille pige med svovlstikkerne, som på nytårsaften ikke får solgt en eneste af svovlstikkerne og derfor ikke tør tage hjem....
    Læs Den lille pige med svovlstikkerne
  • Den grimme ælling

    En af H.C. Andersens mest elskede eventyr med det opløftende budskab. En svaneunge knækkes i en andegård, og bliver fra første dag mobbet af de andre ænder på...
    Læs Den grimme ælling
  • Klods-Hans

    Kongens datter vil gifte sig med en mand, som kan tale fra sig. Det var godt nyt for Klods-Hansens brødre, som alle sammen er guds gave til mennesket...
    Læs Klods-Hans
  • Den lille havfrue

    Den lille havfrue bor helt nede på havbunden sammen med sin familie. Hun drømmer om at se verdenen over vandet, men det er forbudt at svømme derop før...
    Læs Den lille havfrue
  • Grantræet

    Denne triste fortælling handler om et grantræ som drømmer om at komme fra væk skoven og ind i stuen og blive pyntet. Efter mange år bliver det...
    Læs Grantræet
  • Historien om en moder

    Et meget dystert eventyr af H.C. Andersen, der ikke anbefales som godnat læsning til børn. Historien omhandler en moder som våger over sit døende barn. I ly af...
    Læs Historien om en moder
Annonce
Annonce