Svinedrengen af Hans Christian Andersen

  • Forfatter:

    Hans Christian Andersen

  • Tilføjet den:

    28-08-2015

  • Udgivet:

    1841

  • Filmatiseret:

    Ja (kortfilm)

  • Bedømmelse:
  • Kategori:

    Eventyr, Godnathistorier

svinedrengen
Résumé:

En fattig prins vil gifte sig med en prinsesse. Han sender hende to gaver - et smukt rosentræ og en dejlig nattergal. Gaverne imponerer dog ikke prinsessen, og hun ønsker ikke at se ham. Dette holder dog ikke prinsen tilbage, så han forklæder sig som en fattig svinedreng for at trænge ind i slottet. Vil prinsens plan lykkedes?

Annonce

Svinedrengen

Der var engang en fattig prins; han havde et kongerige, der var ganske lille, men det var da altid stort nok til at gifte sig på, og gifte sig det ville han.

Nu var det jo rigtignok noget kækt af ham, at han turde sige til kejserens datter: "Vil du ha' mig?" men det turde han nok, for hans navn var vidt og bredt berømt, der var hundrede prinsesser, som ville have sagt tak til, men se om hun gjorde det.

Nu skal vi høre:

På prinsens faders grav voksede der et rosentræ, oh sådant et dejligt rosentræ; det bar kun hvert femte år blomst, og det kun en eneste, men det var en rose, der duftede så sødt, at man ved at lugte til den glemte alle sine sorger og bekymringer, og så havde han en nattergal, der kunne synge, som om alle dejlige melodier sad i dens lille strube. Den rose og den nattergal skulle prinsessen have; og derfor kom de begge to i store sølvfoderaler og blev så sendt til hende.

Kejseren lod dem bære foran sig ind i den store sal, hvor prinsessen gik og legede "komme fremmede," med sine hofdamer; og da hun så de store foderaler med presenterne i, klappede hun i hænderne af glæde.

"Bare det var en lille missekat!" sagde hun, - men så kom rosentræet frem med den dejlige rose.

"Nej, hvor den er nydelig gjort!" sagde alle hofdamerne.

"Den er mere end nydelig!" sagde kejseren, "den er pæn!"

Men prinsessen følte på den og så var hun færdig at græde.

"Fy papa!" sagde hun, "den er ikke kunstig, den er virkelig!"

"Fy!" sagde alle hoffolkene, "den er virkelig!"

"Lad os nu først se, hvad der er i det andet foderal, før vi bliver vrede!" mente kejseren, og så kom nattergalen frem; den sang da så dejligt, at man lige straks ikke kunne sige noget ondt mod den.

"Superbe! charmant!" sagde hofdamerne, for de snakkede alle sammen fransk, den ene værre, end den anden.

"Hvor den fugl minder mig om salig kejserindens spilledåse," sagde en gammel kavaler; "ak ja! det er ganske den samme tone, det samme foredrag!"

"Ja!" sagde kejseren, og så græd han, som et lille barn.

"Jeg skulle dog ikke tro, den er virkelig!" sagde prinsessen.

"Jo, det er en virkelig fugl!" sagde de, som havde bragt den.

"Ja lad så den fugl flyve," sagde prinsessen, og hun ville på ingen måde tillade, at prinsen kom.

Men han lod sig ikke forknytte; han smurte sig i ansigtet med brunt og sort, trykkede kasketten ned om hovedet og bankede på.

"God dag, kejser!" sagde han, "kunne jeg ikke komme i tjeneste her på slottet."

"Jo nok!" sagde kejseren, "jeg trænger til en, som kan passe svinene! for dem har vi mange af!"

Og så blev prinsen ansat, som kejserlig svinedreng. Han fik et dårligt lille kammer nede ved svinestien og her måtte han blive; men hele dagen sad han og arbejdede, og da det var aften, havde han gjort en nydelig lille gryde, rundt om på den var der bjælder og så snart gryden kogte, så ringede de så dejligt og spillede den gamle melodi:

"Ach, Du lieber Augustin
Alles ist væk, væk, væk!"

men det allerkunstigste var dog, at når man holdt fingeren ind i dampen fra gryden, så kunne man straks lugte hvad mad der blev lavet i hver skorsten, der var i byen; se, det var rigtignok noget andet end den rose.

Nu kom prinsessen spadserende med alle sine hofdamer, og da hun hørte melodien blev hun stående og så så fornøjet ud; for hun kunne også spille "Ach, Du lieber Augustin," det var den eneste hun kunne, men den spillede hun med én finger.

"Det er jo den jeg kan!" sagde hun, "så må det være en dannet svinedreng! hør! gå ned og spørg ham, hvad det instrument koster!"

Og så måtte en af hofdamerne løbe ind, men hun tog klodssko på. -

"Hvad vil du have for den gryde?" sagde hofdamen.

"Jeg vil have ti kys af prinsessen!" sagde svinedrengen.

"Gud bevar' os!" sagde hofdamen.

"Ja, det kan ikke være mindre!" svarede svinedrengen.

"Han er jo uartig!" sagde prinsessen, og så gik hun, - men da hun havde gået et lille stykke så klang bjælderne så dejligt:

"Ach, Du lieber Augustin,
Alles ist væk, væk, væk!"

"Hør," sagde prinsessen, "spørg ham, om han vil have ti kys af mine hofdamer!"

"Nej tak!" sagde svinedrengen, "ti kys af prinsessen, eller jeg beholder gryden."

"Hvor det er noget kedeligt noget!" sagde prinsessen, "men så må I stå for mig, at ingen får det at se!"

Og hofdamerne stillede sig op for hende, og bredte deres kjoler ud, så ingen kunne se ind, og så fik Svinedrengen de ti kys og hun fik gryden.

Sikke en fornøjelse! Hele aftenen og dagen måtte Gryden koge; der var ikke én skorsten i hele byen, uden de vidste hvad der blev kogt der. Både hos kammerherren og hos skomagere. Hofdamerne dansede og klappede i hænder af glæde.

“Vi ved hvem der skal have suppe og pandekage! Vi ved hvem der skal have grød og karbonade! Hvor er det interessant!”

“Ja, men hold det en hemmelighed, for jeg er kejserens datter!”

“Gud bevar os!” sagde de allesammen.

Svinedrengen, det vil sige Prinsen, men de vidste jo ikke andet end at han var en virkelig svinedreng, lod ikke dagen gå uden at han bestilte noget. Han lavede en rangle, som når svunget rundt spillede med alle valser og sange man kendte fra verdens skabelse.

“Det er superb!” sagde prinsessen, i det hun gik forbi, “Jeg har aldrig hørt en dejligere melodi! Hør her hofdame, gå ind og spørg ham hvad hans instrument koster, men jeg kysser ikke!”

“Han vil have hundrede kys af prinsessen!” sagde hofdamen, som havde været inde og spørge.

“Jeg tror han er gal!” sagde prinsessen, og så gik hun, men da hun havde gået et lille stykke, så blev hun stående.

“Man må opmuntre kunsten!” sagde hun, “Jeg er kejserens datter! Sig til ham han skal få ti kys lige som igår, resten kan han få af mine hofdamer!”

“Jamen, vi ville så nødig!” beklagede hofdamerne.

“Det er bestemt!” sagde prinsessen “og når jeg kan kysse ham, så kan i også! Husk på at jeg giver jer kost og løn!” og så måtte hofdamen ind til ham igen.

“Hundrede kys af prinsessen” svarede Svinedrengen, “eller hver beholder sit!”

“Stå for!” befalede prinsessen, og så stillede hofdamerne sig for, så prinsessen og svinedrengen kunne kysse i skjul.

“Hvad er det dog for et opløb dernede ved Svinestien” sagde Kejseren, som var trådt ud på altanen. Han gned sine øjne og tog sine briller på. “Det er jo hofdamerne der er på spil! Jeg må hellere gå ned og se hvad de laver!” og så trak han tøflerne på og skyndte sig ned i gården.

Så snart han kom ned i gården, listede han stille op til hofdamerne som havde nok at lave med at tælle kyssene, for at det kunne gå ærligt til, at de slet ikke bemærkede kejseren der listede sig ind på dem og stillede sig på tæerne for at kunne se.

“Hvad er det for noget!” sagde han forfærdet da han så dem kysse, og så slog han dem i hovedet med sin tøffel lige som svinedrengen fik sit seksogfirsende kys. “Så er det ud!” råbte kejseren, for han var vred, og både prinsessen og svinedrengen blev sat uden for porten til kejseriget.

Der stod prinsessen nu og græd, svinedrengen skældte ud og regnen skyllede ned.

“Ak, jeg elendige menneske!” beklagede prinsessen, “havde jeg dog bare taget den dejlige prins! Ak hvor er jeg ulykkelig!”

Og svinedrengen gik bag ved et træ, tørrede det sorte og brune sværte af sit ansigt, kastede sine stygge klæder fra sig og trådte nu frem i sin fine prinsedragt, så dejlig, at prinsessen måtte neje for ham.

“Jeg er kommet til at foragte dig, du!” sagde han vredt. “Du ville ikke have en ærlig prins! Du forstod dig ikke på rosen og nattergalen, men Svinedrengen kunne du kysse for et simpelt spilleværk! Nu kan du have det så godt!”

Og så gik han ind i sit Kongerige og lukkede døren i for hende, så kunne hun rigtignok synge til sig selv:

“Ach, Du Lieber Augustin,
Alles ist væk, væk, væk!”

Annonce
Annonce